Og igen!

Det er lige før, det kniber med at følge med i disse dage. Nu er det Hovedet i skyerne, der har fået en flot anmeldelse i det nyeste nummer af tidsskriftet Børn & Bøger.

Anmelder Kent Poulsen skriver:

“Endnu en ganske overbevisende debutant har meldt sig på ungdomsforfatterscenen, idet Caroline Ørsum har begået en fin, lavmælt roman om kærlighed, seksualitet og identitet.”

Kent Poulsen skriver bl.a. også, at jeg rammer tidens sprog flot, at romanen udvikler sig “langsomt og smukt med indfølte beskrivelser af vore to altdominerende hovedpersoner” og ender med overordnet at kalde Hovedet i skyerne for “en god og væsentlig bog at blive klog af.”

Jeg klapper i mine hænder – selvfølgelig over den fine omtale, men mindst lige så meget over, at jeg synes, Kent Poulsen ser og beskriver Hovedet i skyernes temaer og kvaliteter på en for mig meget rammende måde. Det gør mig meget glad. Så glad, at jeg ikke kan dy mig for lige at citere endnu en bid af anmeldelsen, som jeg synes er utrolig præcis og rigtig i sin beskrivelse af hovedpersonerne:

“Simon, som har været kæreste med Rebekka gennem længere tid – nu droppet! – og som pludselig rammes af en indre ukendt kraft, vrænger til sig selv: “Jeg er sgu da ikke bøsse.” Men rådvildheden er stor, og noget er sket. Tilsvarende rammes Daniel af en – for ham – stærk kærlighed til Simon, hvor hans liv indtil da har været præget af en mere kontant og flygtig seksualitet med mindre plads til kærligheden. Også her er rådvildheden stor, og noget er sket.”