Dejlig anmeldelse i Information!

.
Jeg har gået og ventet spændt på, hvornår den første avis-anmeldelse af “Kære dumme døde Vik” mon ville dukke op. Med ungdomsromaner kan man aldrig helt vide, om og hvornår man egentlig bliver anmeldt. Men nu kom den så!

Det er Kamilla Löfström, der i Information anmelder min roman, og hun skriver rigtig mange ting, som jeg bliver glad for at høre, men blandt andet disse her:

Hun har så meget spændende sprog i sig, hende Caroline Ørsum (f. 1985), der har skrevet ungdomsromaner siden 2009, men som jeg først nu med Kære dumme døde Vik har læst (…) Caroline Ørsum har ikke travlt, tempoet er skruet helt ned, hendes prosa er sanselig, komprimeret og fuld af detaljer, hendes replikker er mundrette og endda indimellem humoristiske. Og så er det store drama, trafikulykken, og de store emner som sorg, tab, død og kærlighed, som ulykken fører med sig, udelukkende dramatisk, fordi det nu engang er hæsligt og forfærdeligt at miste en, man elsker. Ydre dramatik og billige tricks for at vække store følelser er ligesom ikke Caroline Ørsums gebet.

Resten af den virkelig fine anmeldelse kan læses her!

.

Lektørudtalelse

.
Så har min nye roman “Kære dumme døde Vik” også fået sig en lektørudtalelse, og den er god!

Lektør Merete Trap kalder bogen for en “Velskrevet og følelsesladet roman for unge fra ca. 14 år, nok især piger”.

Hun sammenligner den med ungdomsromanerne “En flænge i himlen” og “Døde piger lyver ikke” og slutter af med at konkludere, at bogen “Kan anskaffes bredt, og anbefales til alle biblioteker med lånere til de moderat sørgelige ungdomsbøger”.

.

De første to anmeldelser til “Kære dumme døde Vik”

.
Min nye ungdomsroman “Kære dumme døde Vik” udkom i fredags og har nu fået de første to anmeldelser med på vejen. Og de er heldigvis gode!

Bookeater.dk skriver Eva Lucia blandt andet:

Bogen er meget smuk og sætter tankerne i gang hos læseren. Alle der har oplevet sorg og død tæt på, kan relatere til de mange følelsesmæssige stadier, som Selma går igennem (…) Selma er ikke en perfekt ung pige. Hun er den normale unge pige, som også har haft det svært. Hun er ikke glansbilledet, men har også haft sine ting at slås med. Hun har været påvirket af tvangstanker og haft sine tvivl om sig selv og sit liv. Det er nemt for den almindelige unge at identificere sig med hende, og det gør hende så god som karakter. Det er nemt at føle hvad hun føler i løbet af romanens udvikling.

Og på Bogvægten.dk skriver Birte Strandby:

Selma fortæller selv sin historie. Det gør hun godt, så man som læser næsten selv får følelsen af at ligge på sygehuset og lide alle helvedes kvaler og samtidigt være i tvivl, ked af det og negativ overfor omgivelserne især forældre og andre lignende forstokkede teenageplagere. (…) Netop generationskløfterne træder meget fint frem i sproget.

Hun kalder desuden “Kære dumme døde Vik” for “en nydelig, troværdig roman”.

Dejligt!

.

Selma går i stykker

.
På fredag d. 22. maj udkommer min tiende bog!

Det er ungdomsromanen ”Kære dumme døde Vik”, som handler om Selma på 17 år, der kæmper for at finde ud af, hvad der er op og ned i hendes tilværelse efter bilulykken.

For i ulykken døde Selmas kæreste Vik, og Selma fik forbrændinger i ansigtet. Hun er den eneste, der ved, hvad hun var i gang med at sige til ham, lige før de kørte galt i bilen, og den viden er bare ikke nem at bære rundt på, når man på én gang er sprængfyldt af sorg og vrede.

Selma er gået i stykker. Men Viks ven Ørn ved måske noget om en pige, som Vik mødtes med den aften, hvor det hele skete. Kan Ørn hjælpe Selma med at komme videre?

Og så er der også det med alfabetet. Det startede med trolden i skunken, da Selma var lille. Nu er hun ikke lille længere, men hvis der ikke er noget at være bange for, hvordan kan det så være, at katastroferne rammer lige netop hende?

Idéen bag bogen er én, jeg har gået og vendt og drejet i flere år. Nu er den blevet til “Kære dumme døde Vik”. Mit arbejde med bogen har indbefattet en del research på bl.a. behandlingen af brandsår. Men resten har jeg, hvilket jo er privilegiet og det fantastiske og svære ved at skrive fiktion, i store træk tænkt mig til. Og det har været både udfordrende og lærerigt undervejs.

Det virkelig flotte og ret specielle omslag til bogen (som jeg muligvis først tror, man helt fatter, når man har læst bogen) er designet af Alette Bertelsen med input fra mig og min idérige redaktør Tine Flyvholm, fordi vi da også lige ville have lov til at lege med.

En smagsprøve på bogen kan læses lige her!
.

Den Røde Stol

.

I næste uge har man mulighed for at opleve mig blive interviewet af Mette Bech på Danmarks Læringsfestival i Bella Center, hvis man skulle have lyst til det.

Det kan man tirsdag d. 3. marts kl. 14, hvor jeg er gæst i Den Røde Stol til en snak om mine bøger og min skrivning.

Man kan læse meget mere om festivalen her og f.eks. også bladre i en pdf-udgave af festivalmagasinet lige her.

.

Litt Talk på Vallekilde Højskole

.
Her i weekenden d. 7. og 8. februar deltager jeg i festivalen Litt Talk på Vallekilde Højskole. Det gør jeg som repræsentant for Forfatterskolen for Unge i Lejre og vores hyggelige forfatterskolehold her, fordi nogle af “mine” elever herfra skal læse op af deres fede tekster.

Elever fra Forfatterskolen for Unge i Midt- og Vestsjælland læser op lørdag kl. 15 og søndag kl. 13.30. Og ellers kan man opleve blandt andre Helle Helle, Carsten Jensen, Lene Kaaberbøl og Lars Skinnebach, så det skal jo nok blive rigtig godt – jeg glæder mig i hvert fald meget!

Læs mere om Litt Talk og mulighed for at komme med til festivalen her.

.

Forfatterbesøg på din skole?

.
Lidt sent (men bedre sent end aldrig) vil jeg gerne lige gøre opmærksom på, at der d. 1. februar er ansøgningsfrist til Statens Kunstfonds pulje “Børn og unges møde med forfattere og illustratorer”, som skoler og gymnasier kan søge.

Med tilskud fra denne pulje kan man få et forfatterbesøg – f.eks. måske med en skriveworkshop for din klasse? – til halv pris. Puljen er etableret i samarbejde med Danmark Læser, og der er også en ansøgningsfrist i efteråret, d. 1. september.

Send mig en mail på carolineoersum@hotmail.com, hvis du gerne vil vide mere og høre om muligheden for at få mig på forfatterbesøg enten allerede her i foråret eller i efteråret 2015 – eller læs mere om puljen her.

.

Forårets skrivehold 2: Forfatterspirerne på Biblioteket på Rentemestervej

.
På Københavns Kommunes biblioteker findes der et supergodt skriveundervisningstilbud til unge i alderen 11-18 år. Det hedder Saxo Forfatterspirerklub, og der findes fire forskellige klubber i Vanløse, Valby, på Amager og i København NV, som man kan gå i.

I sommeren 2014 var jeg så heldig at få lov til at blive underviser i klubben i København NV, og det er jeg også her i foråret. Vi mødes hver mandag på Biblioteket på Rentemestervej 76 fra kl. 16 til 18 og snakker om skrivetips, laver forskellige skriveopgaver med f.eks. sjove benspænd i – og skriver meget tit også en hel masse.

Efter en lille julepause starter vi op igen mandag d. 2. februar, og der er stadig ledige pladser, så det er muligt at tilmelde sig nu, hvis man går med en forfatterdrøm, som det er på tide at få udlevet.

Læs mere her, hvor tilmelding også er mulig. Det koster 300 kr. for hele forårssæsonen inklusive afslutningsarrangement og en hyggelig fælles udflugt med de andre forfatterspireklubber.

.

Forårets skrivehold 1: Forfatterskolen for Unge i Hvalsø

.
Her i foråret underviser jeg igen på Forfatterskolen for Unge i Lejre, der holder til i lokaler ved Hvalsø Bibliotek tæt ved Hvalsø Station på Midtsjælland.

Vi mødes hver torsdag eftermiddag og skriver, og jeg fortæller om skriverelevante temaer som f.eks. karakterudvikling, romanskrivning, plotopbygning og forskellige genrer og sætter sjove, skæve og inspirerende skriveudfordringer i søen.

Forfatterskolen for Unge er for alle unge mellem 14 og 18 år, der brænder for at skrive, og man er velkommen, ligegyldigt om man har skrevet en masse allerede eller bare godt kunne tænke sig at komme i gang. I Hvalsø har vi et lille, hyggeligt hold, hvor der både er deltagere, der har gået på holdet, siden forfatterskolen startede i foråret 2013, og nye elever, der er kommet til undervejs.

Vi starter op torsdag d. 5. februar.

Læs mere om forfatterskolen her – og skriv til bibliotekar Marie Aagaard Rehfeld på mare@lejre.dk eller til mig på carolineoersum@hotmail.com, hvis du kunne tænke dig at vide mere eller har spørgsmål.

Opdatering d. 19. januar: Det er nu muligt at tilmelde sig forårssæsonen på Forfatterskolen for Unge i Lejre/Hvalsø online, nemlig lige her.

.

Jule-skriveleg med terninger

.
Lyst til at skrive en julehistorie? I tvivl om, hvordan du skal komme i gang? Så fortvivl ikke, for den her terningeleg sætter rammerne for, hvad du skal skrive, sætning for sætning.

Reglerne er som følger: Slå med en terning, hver gang du skal til at starte på en sætning. Dvs. hver gang du har sat punktum – og også, når du skal skrive den allerførste sætning i historien. Terningens øjne bestemmer, hvad den sætning, du skal til at tage hul på at skrive, skal handle om.

Nogle gange er instrukserne meget specifikke, andre steder får du mere frie hænder. Men to ting kan jeg næsten love: Julet skal det nok blive! Og underligt!
.

Juleleg med terninger

Hvis du slår …

En 1’er: Lad en snemand, et rensdyr eller en andesteg indgå i din næste sætning – du må selv vælge.

En 2’er: Din næste sætning skal starte med ordene: “Ho ho ho!”

En 3’er: I din næste sætning skal en eller anden gøre skade på et juletræ og få et barn til at græde derved.

En 4’er: Din næste sætning må ikke nævne noget, der har med jul at gøre, overhovedet.

En 5’er: I din næste sætning er der én, der spiser en bid marcipan eller drikker en slurk gløgg – du må selv vælge.

En 6’er: I din næste sætning må du skrive lige præcis, hvad du vil; det er jo trods alt jul!

Skriv f.eks. i et kvarter. Eller tyve minutter. Eller indtil du bliver træt af, at det skide juletræ skal væltes og sparkes til hele tiden.

Rigtig god jul 🙂

.