Archive

Anmeldelse i Børn & Bøger

.

Så er der igen nyt på anmeldelsesfronten. Kirsten Aggerholm har anmeldt “Kære dumme døde Vik” i tidsskriftet Børn & Bøger, og hun anbefaler bogen og giver den følgende rigtig dejlige ord med på vejen:

Det er en meget fin historie, der er både fængslende, dramatisk og følelsesladet (…) Alt er berettet i et flot, flydende og jordnært sprog, der rammer alle detaljer og er så malende, at man sidder med en klump i halsen.

Det med “jordnært” er et fedt adjektiv at få hæftet på romanen. For mens jeg skrev den, tænkte jeg rent faktisk på, at jeg gerne ville have en roman, der så at sige var “nede på jorden” i forhold til min foregående roman, “Den første freak på månen”, der var fuld af vægtløshed, rumfart, viltre illusioner og astronauter, der er faret vild.

Det er altid skønt og dejligt og et privilegium i det hele taget at blive anmeldt og læst, uanset hvad folk tolker ind i og får ud af mine bøger. Men da helt sikkert på en måde lidt ekstra skægt, når anmelderen faktisk tilsyneladende tænker nogle af de samme tanker som mig.

God efterårsferie derude!

.

Søg, søg, søg 2

.

Det er ikke kun i Holbæk, man kan møde mig som underviser i efteråret, men også på Biblioteket på Rentemestervej i København, hvor jeg siden sidste sommer har stået i spidsen for bibliotekets lokale afdeling af Saxo Forfatterspirerklubberne, som findes på fire biblioteker i København.

Klubberne er for alle mellem 11 og 18 år, der kan lide at skrive, og på Biblioteket på Rentemestervej mødes vi her i efteråret hver mandag fra 16 til 18 og skriver, hygger og snakker om skrivning.

Det koster 400 kr. for en sæson, og vi tager hul på efterårssæsonen mandag d. 7. september.

Link til mere om klubben og tilmelding lige her!

.

Søg, søg, søg!

.

OBS: Der står desværre en forkert mailadresse i avisartiklen om Forfatterskolen for Unge i Holbæk. Send din ansøgning til sigth@holb.dk (eller for den sags skyld til min mail), så skal den nok nå frem!

I denne uge er der en fin artikel i Holbæk-lokalavisen By & Land om det forfatterskolehold, som vi starter op på Holbæk Bibliotek d. 8. september, med undervisning fra 16.30 til 18.30 hver tirsdag her i efteråret.

Det er mig, der skal undervise på holdet, og jeg glæder mig!

Journalisten Jette Bundgaard har bl.a. snakket med mig og med den tidligere elev Rebekka Lynge, der fortæller om, hvad hun har fået ud af at gå på det forfatterskolehold, som har kørt de seneste to år.

Fra d. 8. september er det et helt nyt hold, vi starter op - men uanset om man har gået på forfatterskole før eller bare har lyst til at kaste sig ud i det, er man meget velkommen til at søge ind.

Send en lille ansøgning på max 500 anslag, hvor du giver et indtryk af dine skrivefærdigheder og din motivation, til sigth@holb.dk, senest d. 15. august.

.

En god anmeldelse

.
Jeg er tilbage ved computeren efter at have holdt en uges ferie, der bl.a. bragte mig et smut op i de svenske skove. Og straks falder jeg over denne fine anmeldelse af Kære dumme døde Vik på bloggen Min forestilling om hvad paradis er:

Selvom emnet er dystert synes jeg dog forfatteren formår at få flettet lidt humor og smil ind i bogen, så det hele ikke bliver så trist. (…) Det er også en god ungdomsbog som fanger en, fordi man vil opklare mysteriet om den mystiske pige som Vik mødtes med - hvem er hun, hvad laver hun til festen, kender Selma hende, osv.

Anmelder Line Dalbro slutter af med at give bogen 4 ug af 5 stjerner og konkludere: “Alt i alt en god, velfortalt og spændende ungdomsbog der først til sidst afslører sandheden - lige til en varm sommerdag på terrassen!”

Skønt at læse - og så vil jeg gerne lige i samme ombæring bestille nogle af de dér varme sommerdage, tak!

.

5 ud af 5!

.
En lille update her midt i det lidt omskiftelige sommervejr. Maria fra Palles Gavebod-Panelet har nemlig anmeldt “Kære dumme døde Vik”, og det er en af de dér anmeldelser, der bare er rigtig sjove for en forfatter at få.

Maria skriver bl.a. om bogen og om sine tanker om dét at læse Selmas historie:

Denne bog er virkelig god. Når man læser en god bog kan man tit komme i en “bogverden”, hvilket skete med denne bog. En bogverden er et sted hvor at man glemmer alt andet og har det ligesom at man er med i bogen, og ens humør kan endda blive påvirket af stemningen af bogen. Jeg tror at grunden til at jeg ligesom gled ind i den der “bogverden” var at man nemt kunne følge hende i hvordan hun følte at miste nogen hun elskede.

Hun skriver også:

Jeg tror ikke rigtigt jeg kan sige det bedste i denne her bog. Det hele er bare rigtigt godt.

Og så afslutter hun sin anmeldelse med at skrive, at hun gerne vil give bogen 5 ud af 5 stjerner.

Hele Marias anmeldelse kan læses lige her.

.

Interview på Eva Lucias blog

.
Eva Lucia har en blog. Den hedder “Eva Lucia - reviews of lyrics, poetry and literature“, og til den blog har hun lavet et spændende interview med mig, der både handler om skrive- og tankeprocessen bag “Kære dumme døde Vik” og lidt om min skrivning og inspiration generelt.

Interviewet kan læses lige her!

.

Farvel til Lejre - goddag til Holbæk!

.
De to sidste år har jeg haft den udsøgte fornøjelse at undervise på Forfatterskolen for Unge i Lejre. Jeg har mødt og undervist i alt små 20 elever fra Lejre-egnen i løbet af den tid, og senest holdt jeg i lørdags reception sammen med nogle af de otte elever, der har været en del af holdet siden sommeren 2014.

Dagbladet Roskilde kom forbi og interviewede Frederikke og Yannick fra holdet og mig og tog en masse fine billeder - som man kan se i den her artikel!

Receptionen i lørdags var dels en udgivelsesreception for den flotte tekstantologi OrdVox, som Forfatterskolen for Unges otte afdelinger fordelt over Midt- og Vestsjælland, sammen har udgivet.

Men det var også en farvel-reception, for Forfatterskolen for Unge har desværre ikke mulighed for at fortsætte i Lejre Kommune efter sommerferien, og det synes jeg jo er trist. Midt i den tristhed glæder jeg mig dog rigtig meget over, at jeg har fået mulighed for at fortsætte som underviser, fremover i stedet for Forfatterskolen for Unge i Holbæk!

Forfatterskolen starter op i Holbæk tirsdag d. 8. september, og der kommer til at være undervisning om tirsdagen fra 16.30 til 18.30 hele efteråret og foråret. Alle unge mellem 13 og 18 år kan søge ind.

Læs mere om Forfatterskolen for Unge i Holbæk og i det hele taget her (OBS, tider mm. er endnu ikke opdaterede), og send en kort motiveret ansøgning på max 500 anslag til Signe J. Jørgensen på sigth@holb.dk, hvis du har lyst til at blive en del af holdet i Holbæk!

.

Dejlig anmeldelse i Information!

.
Jeg har gået og ventet spændt på, hvornår den første avis-anmeldelse af “Kære dumme døde Vik” mon ville dukke op. Med ungdomsromaner kan man aldrig helt vide, om og hvornår man egentlig bliver anmeldt. Men nu kom den så!

Det er Kamilla Löfström, der i Information anmelder min roman, og hun skriver rigtig mange ting, som jeg bliver glad for at høre, men blandt andet disse her:

Hun har så meget spændende sprog i sig, hende Caroline Ørsum (f. 1985), der har skrevet ungdomsromaner siden 2009, men som jeg først nu med Kære dumme døde Vik har læst (…) Caroline Ørsum har ikke travlt, tempoet er skruet helt ned, hendes prosa er sanselig, komprimeret og fuld af detaljer, hendes replikker er mundrette og endda indimellem humoristiske. Og så er det store drama, trafikulykken, og de store emner som sorg, tab, død og kærlighed, som ulykken fører med sig, udelukkende dramatisk, fordi det nu engang er hæsligt og forfærdeligt at miste en, man elsker. Ydre dramatik og billige tricks for at vække store følelser er ligesom ikke Caroline Ørsums gebet.

Resten af den virkelig fine anmeldelse kan læses her!

.

Lektørudtalelse

.
Så har min nye roman “Kære dumme døde Vik” også fået sig en lektørudtalelse, og den er god!

Lektør Merete Trap kalder bogen for en “Velskrevet og følelsesladet roman for unge fra ca. 14 år, nok især piger”.

Hun sammenligner den med ungdomsromanerne “En flænge i himlen” og “Døde piger lyver ikke” og slutter af med at konkludere, at bogen “Kan anskaffes bredt, og anbefales til alle biblioteker med lånere til de moderat sørgelige ungdomsbøger”.

.

De første to anmeldelser til “Kære dumme døde Vik”

.
Min nye ungdomsroman “Kære dumme døde Vik” udkom i fredags og har nu fået de første to anmeldelser med på vejen. Og de er heldigvis gode!

Bookeater.dk skriver Eva Lucia blandt andet:

Bogen er meget smuk og sætter tankerne i gang hos læseren. Alle der har oplevet sorg og død tæt på, kan relatere til de mange følelsesmæssige stadier, som Selma går igennem (…) Selma er ikke en perfekt ung pige. Hun er den normale unge pige, som også har haft det svært. Hun er ikke glansbilledet, men har også haft sine ting at slås med. Hun har været påvirket af tvangstanker og haft sine tvivl om sig selv og sit liv. Det er nemt for den almindelige unge at identificere sig med hende, og det gør hende så god som karakter. Det er nemt at føle hvad hun føler i løbet af romanens udvikling.

Og på Bogvægten.dk skriver Birte Strandby:

Selma fortæller selv sin historie. Det gør hun godt, så man som læser næsten selv får følelsen af at ligge på sygehuset og lide alle helvedes kvaler og samtidigt være i tvivl, ked af det og negativ overfor omgivelserne især forældre og andre lignende forstokkede teenageplagere. (…) Netop generationskløfterne træder meget fint frem i sproget.

Hun kalder desuden “Kære dumme døde Vik” for “en nydelig, troværdig roman”.

Dejligt!

.