3, 2, 1, Genstart!

Nedtællingen er ikke bare startet. Den er faktisk slut. I dag udkommer bog 1, 2 og 3 i Genstart-serien på forlaget Høst & Søn.

Bog 1 er skrevet af Ina Bruhn og hedder “Gennem nattens gader”.

Bog 2 er skrevet af David Meinke og hedder “Aberne”.

Og bog 3 er såmænd skrevet af mig og hedder “Den røde sofa”.

Omslagene er designet af Spild af Tid og er – synes jeg – blevet skideflotte. Men én ting er selvfølgelig indpakningen, en anden er indholdet. Serien handler om Mateus, Liv, Nick og Jonathan, fire venner der i bog 1 starter sammen i 1.g på samme gymnasium. Liv og Jonathan bliver kærester, og alt tegner lyst og lovende. Men så begynder Jonathan at opføre sig mystisk. Og en dag efter en fest på gymnasiet er han simpelthen forsvundet …

Læs mere om serien samt gode, lange uddrag af de tre bøger på Høst & Søns hjemmeside: http://www.hoest.dk/hostogson.aspx

Den røde sofa

… er titlen på min næste bog, som udkommer d. 31. august 2009 – altså lige om lidt!

“Den røde sofa” er tredje bind i Genstart-serien, som er en ny samtidsrealistisk ungdomsserie, som udkommer på Høst & Søn. Serien kommer til at bestå af seks bøger i alt, og jeg skriver bind 3 og bind 6. Seriens to andre forfattere er Ina Bruhn og David Meinke.

“Den røde sofa” handler ligesom de andre bøger i Genstart-serien om de fire venner Mateus, Nick, Jonathan og Liv – men i “Den røde sofa” er det Liv, der er i centrum.

Liv er typen, der ser ud til at have det hele under fuld kontrol: Hun får altid gode karakterer i skolen og er blændende til basket. Er selvsikker, rolig og isnende skarp i replikken, når en eller anden idiot skal spille smart over for hende. Og oven i købet er hun fra naturens hånd blevet begavet med modelhøjde og langt, lyst hår.

Fyrene falder for hende, men hun opdager det ikke. Hun har alt for travlt med at forsøge at være stærk, selv om savnet efter Jonathan stadig brænder forbandet meget indeni, og selv om hun kommer mere og mere på kant med sine drønambitiøse juristforældre, der bare ikke lige fatter, at deres drøm måske ikke også er hendes drøm.

I starten af 2.g dukker Majse op og er for Liv et virkelig tiltrængt frikvarter fra alle bekymringerne.

Hun er den nye pige i klassen – og egentlig på mange måder Livs modsætning: Hun taler, før hun tænker, bliver ligesom altid en lille smule for fuld lidt for hurtigt, og hvis der er noget som helst, der er konstant i hendes verden, så er det, at hun altid er klar på en fest.

Liv nyder de fede byture med Majse og følelsen af for første gang at have en rigtig veninde. Indtil noget går galt: Efter en bytur vågner Majse op inde i en park.

Hun er omtåget og forvirret og aner ikke, hvad der er sket. Faktisk er hun kun sikker på to ting:

At nogen har haft taget noget af hendes tøj af.

Og at hun for alt i verden ikke vil have, at Liv fortæller nogen om, hvad der er sket.

Kommentarer

… får jeg i massevis her på min blog. Både på russisk og på engelsk, og de skriver alle sammen, at de har læst alle mine indlæg. Det synes jeg faktisk er ret flot og smigrende, når jeg nu kun skriver på dansk!

Men rigtige kommentarer vil jeg altså også hjertens gerne have. “Rigtige” som i ikke computergenereret spam, men i stedet rigtige, levende meninger fra rigtige, levende mennesker. Hvis du har læst Hovedet i skyerne og har ris eller ros eller spørgsmål til noget i bogen, så skriv til mig! Enten ved at kommentere direkte på ét af indlæggene her på bloggen, eller ved at sende mig en mail på nedenstående adresse.

Jeg er vildt nysgerrig efter at høre om din læseoplevelse – og jeg LOVER at svare.

Min mail-adresse er carolineoersum@hotmail.com

God anmeldelse på Fortællingen.dk

Hovedet i skyerne er netop blevet anmeldt på www.fortaellingen.dk.

Anmelder Rikke Dyrhave Nissen kalder Hovedet i skyerne for “en vedkommende ungdomsroman om det forvirrende kærlighedsliv” og afslutter sin anmeldelse sådan her:

“Caroline Ørsum har skrevet en stærk bog. En kærlighedshistorie man ikke lige glemmer. Ikke fordi det er to drenge. For det kunne lige så godt være en dreng og en pige eller to piger. Men fordi hun skriver om usikkerhed, om venskab, kærlighed og teenageliv så ærligt, at man tror på historien hele vejen igennem.”

Direkte link til anmeldelsen:

http://fortaellingen.dk/anmeldelse/caroline-%c3%b8rsum-hovedet-i-skyerne

Køb eller lån Hovedet i skyerne

Links, links og masser af links!

Hovedet i skyerne kan nu købes diverse steder på nettet, herunder på www.saxo.dk og www.proud.dk.

Desuden har bl.a. Løves Bogcafé og boghandleren på Godthåbsvej bestilt bogen hjem.

Løves BogCafé ligger i Toves Galleri, Vesterbrogade 97b / Matthæusgade 46, 1620 København V. Hjemmeside: www.loeves.dk

Boghandleren på Godthåbsvej ligger på Godthåbsvej nr. 32 A, 2000 Frederiksberg. Hjemmeside: www.boghandleren.net

Og så er Hovedet i skyerne også så småt begyndt at komme på bibliotekerne. Flere steder kan den allerede nu lånes, og flere steder er den på vej. Se hvilke på: http://bibliotek.dk/vis.php?base=&field1=lfc&term1=Ørsum%20Caroline.

Hvis den endnu ikke er kommet på dit lokale bibliotek, er det via mange af bibliotekernes hjemmesider muligt at sende dem en mail og foreslå dem at købe bogen hjem, f.eks. her Københavns Kommunes biblioteker: http://www.kkb.bib.dk/inspiration/nyt/ploneformmailer.2006-07-19.5766652043

Interview i Vesterbro Bladet

I sidste uge bragte Vesterbro Bladet et interview med mig. Interviewet handler om Hovedet i skyerne og om mig og mine tanker omkring bogen, herunder grunden til, at jeg har valgt at skrive en historie om kærlighed mellem to drenge.

Interviewet bærer den ret politiske overskrift “Så længe bøsser bliver slået ned, er der behov for mere ligestilling”. Og det er rammende nok, for en del af inspirationen til Hovedet i skyerne kommer rent faktisk af en personlig undren over den måde, vi – stadig – i dag betragter homoseksuelle på: Det går nok over. Der er nok gået noget galt i barndommen et sted. Er du nu sikker på, at du er til fyre? Fordommene er helt sikkert blevet mindre siden den tid, hvor det var normalt at betragte homoseksualitet som en sygdom. Men de er ikke væk. De findes stadig. Og nogle gange – når de for eksempel fører til overfald på mennesker, der intet har gjort, bortset fra at skille sig en lille smule ud fra normen – er de overraskende magtfulde.

Litteratur må godt være politisk. Men al politik handler ikke nødvendigvis om store, voldsomme slogans og ditto armbevægelser. Det hverdagsagtige kan også være politisk. Alene dét at skrive en ungdomsroman, der ikke handler om det sædvanlige dreng-møder-pige, men twister normen en anelse og måske, måske et eller andet sted får nogle mennesker til at tænke “nå ja, sådan er det også, sådan kan det også være”, er politisk – mener jeg.

Interviewet kan læses ved at følge følgende link og bladre sig frem til side to: http://www.e-pages.dk/vesterbrobladet/54/

Medierne kommer …

… og besøger mig i disse dage. Jeg byder dem på kaffe og småkager, snakker ganske meget og håber, at de vil skrive noget pænt og interessant om mig og i særdeleshed om min bog Hovedet i skyerne.

I dag er jeg i gratisavisen 24timer. På side 20 er der et interview med mig, der handler om, hvordan det er at debutere som ung forfatter, hvad jeg har gjort for at dygtiggøre mig, og hvilke råd jeg kan give til andre unge forfattere. Der er et fint billede af en lidt alvorlig mig, der står lænet op ad lukkede persienner. Meget symbolsk. Der er endda også et godt, lille billede af mig på avisens forside.

Overskriften om, at “Min bog er ikke et litterært eksperiment”, skal nok læses i sammenhæng med den tilhørende nyhedsartikel på samme side (om at “Unge forfattere stormer frem”) for at give mening, for selvfølgelig har jeg ikke noget imod at eksperimentere med litteratur.

Måske tror jeg, at tendensen med flere unge forfattere har mere at gøre med, at der netop nu er mange seriøse og hårdtarbejdende unge forfattere, der er gode til at tage på skrivekurser osv., og som ikke er bange for at tage imod kritik og skrive om.

Jeg er til gengæld ikke helt sikker på, om jeg tror på, at de unge partout kan noget helt særligt, når det kommer til ungdomsbøger, som de ældre forfattere bare ikke kan pga. deres alder. Når jeg tænker på andre ungdomsromanforfattere som f.eks. Bente Clod og Irene Pedersen, som er en del år ældre end mig, men som også skriver for unge læsere, så synes jeg i høj grad, at de på en realistisk og spændende måde er i stand til at fange den rette “ånd” og det rette sprog, som henvender sig til unge læsere.

Så måske handler det mest af alt om at ville ungdomslitteraturen for alvor, at ønske at skrive nogle skidegode ungdomsromaner, som står ved, at de først og fremmest er ungdomsromaner – og hvis der virkelig er en generation på vej frem, som gør netop det, så er det da bestemt en spændende tendens.

Læs artiklen her: http://www.e-pages.dk/24timer/1921/ (skriv side 32 i det lille, hvide felt nederst i midten af billedet, så kommer artiklen frem)

Her for lidt siden blev jeg desuden interviewet til Vesterbro Bladet. Avisen vil bringe et længere interview med mig i en af de kommende uger. Interviewet kom til at handle meget om Hovedet i skyerne. Om hvordan jeg fik idéen til romanen, om personerne, om fortællestilen med de to fortællerstemmer, om homoseksuelles forhold til samfundet og omvendt – og om sexscenerne!

Jeg lover at lægge nærmere information og evt. et link ud, så snart avisen er på gaden.

Første anmeldelse til Hovedet i skyerne

I torsdags udkom min roman Hovedet i skyerne, og samtidig – eller faktisk et par dage før, selv om det er lidt mod kutymen – fik bogen sin første anmeldelse.

Det skete på www.boggnasker.dk, hvor 18-årige Kenneth har læst og anmeldt bogen.

Han giver bogen fire stjerner og skriver mange pæne ting om den, bl.a. at den: “formår at være både letlæsning med poetiske træk samt en bog, der giver stof til eftertanke,” og at det samlet set er “en rigtig god og livsbekræftende bog om at kunne acceptere sig selv som den, man er.”

Kenneth mener også, at selv om der er tale om en ungdomsroman, så har den en bred målgruppe, og de fleste vil kunne få noget ud af at læse den – det tager jeg som et stort kompliment til bogen. Og så er det i høj grad til at leve med, at der er smuttet et k i overskriften…

Direkte link til anmeldelsen:
http://www.boggnasker.dk/vbforum/ungdomsboger/4201-hovedet-syerne-caroline-orsum.html