Begejstring og glæde

Ja, okay, der er lidt gået anmeldelses-tema i den her på bloggen på det sidste, og jeg skal også snart skrive om nogle andre ting – men det er simpelthen, fordi Siden for evigt får så mange pæne ord med på vejen, at jeg bliver helt begejstret og glad og ikke kan lade være med at dele det!

Nu er Siden for evigt nemlig også blevet anmeldt i Weekendavisen, hvor anmelder Damian Arguimbau bl.a. skriver:

“Det er sjældent, at jeg får tårer i øjnene, når jeg læser. Caroline Ørsums bog “Siden for evigt” er ikke overdrevent sørgelig, men føles bare så ægte, at jeg ikke kunne lade være.”

“Tårer i øjnene” – det føler jeg næsten er den største ros, jeg kan få, for jeg skriver jo for fanden lige præcis på grundlag af den her stærke og spinkle forhåbning om at røre. Og det er guld at høre, at det ind i mellem faktisk lykkes.

Dobbelt op

Anmeldelserne af Siden for evigt kommer stadig dryssende – og det må de gerne blive ved med, for de er gode!

I sin lektørudtalelse til bibliotekerne skriver lektør Ulla Møller følgende:

“Bogen er velskrevet, sproget er ligefremt uden at være overfriskt, miljø- og personskildringer er gode og troværdige, og det er nærmest velgørende med en nutidig, socialrealistisk roman (…) En vellykket roman, hvor handling og problemstillinger er hentet fra et pigeliv i det 21. århundrede”

Ifølge bibliotek.dk er Siden for evigt også allerede købt hjem på 5 biblioteker – du kan tjekke hvilke her.

På boggnasker.dk er min bog også blevet anmeldt. Og det er ærligt talt superfedt at høre, at en ung læser også er vild med bogen:

Jeg læste denne bog i en omgang, og selvom jeg havde en del lektier for, og var ret træt, blev jeg ved med at læse den, for den var simpelthen ikke til at lægge fra sig. Caroline Ørsum skriver i et let forståeligt sprog, og slutningen kommer en smule bag på en (…) Bogen er for de 13-16-årige, og er en rigtig god forestilling af hvordan det er at føle sig udenfor i skolen, blandt veninderne, og hvor svært det kan være at håndtere den første forelskelse.”

Anmeldelse i Politiken

Så kom der endnu en anmeldelse af Siden for evigt!

Denne gang i Politiken, hvor Steffen Larsen giver fire hjerter og bl.a. skriver:

“Cecilie har overblik og styrke, men hendes liv stritter i alle retninger. Hvor er hendes far? Hvorfor skal mor lige falde for slagteren? Hvorfor vil poptøserne pludselig snakke med hende? Og hvorfor kyssede hun Mikkel? Det er en nænsom historie om at bryde ud af puppen, selvom det gør ondt. Se sig tilbage og sige »pyt«. Caroline Ørsum har et godt blik for bitter, dobbeltbundet tale, ukontrollable udbrud og følelser, der er ægte.”

Det var en dejlig anmeldelse, synes jeg. Bring ’em on!

Første anmeldelse til Siden for evigt

Så kom den første og ganske fine anmeldelse af min nye bog Siden for evigt.

Det er Bogvægten og Birte Strandby, der har været hurtige på tasterne, og Siden for evigt bliver blandt andet beskrevet som: “en sød roman med alle de facetter, der kræves af en let ungdomsroman skrevet i et sprog, som de fleste vil kunne genkende fra eventuelle egne teenagere”.

Birte Strandby skriver også, at man får et “nogenlunde forstående indtryk af det pres, der hviler på den enlige mor til en kriseramt datter”, og beskriver romanen som mere helstøbt end Den røde sofa (mit bind 3 i Genstart-serien). Hvilket vel må tolkes som et udsagn om, at jeg er blevet dygtigere. Og da det lige netop er det, jeg knokler for at blive, er det da et rart kompliment at få!

Link til anmeldelsen på Bogvægten.

Siden for evigt er udkommet!

Så er det i dag, at min nye ungdomsroman Siden for evigt udkommer!

Jeg har allerede fået nogle – positive, heldigvis – tilbagemeldinger fra hurtige læsere, men jeg glæder mig rigtig meget til at få nogle flere. I mellemtiden stresser jeg lige lidt over eksamen. Nogle dage endnu, så er det overstået. Lige om lidt. Puha, det bliver rart.

Link til Siden for evigt på Høst & Søns hjemmeside: http://www.hoest.dk/Books/9788763817660.aspx

På vej …

… er nu en ny bog af mig! Den hedder “Siden for evigt”, og jeg har netop godkendt forsiden til den, som er blevet meget lilla og rigtig flot.

Den står til at udkomme i januar, og jeg vil selv mene, at målgruppen er (mest) piger i alderen 11 til 14-15 stykker. Jeg kan ikke diske op med nogen eksakt udgivelsesdato endnu, men til gengæld kan I da lige få bagsideteksten:

*

“Det er altså dem, der er nogle nederen piger, det ved du godt, ikke?”

Men Mikkel tager fejl. Jeg kan mærke det ud i hver eneste lille millimeter af min krop. Det er ikke dem, det er mig, der ikke er normal. Jeg har aldrig haft en kæreste, jeg har ingen veninder, har ikke engang prøvet at være rigtigt fuld.

Sådan her har det været i alt for lang tid allerede. Jeg rykker mig ikke ud af stedet, og jeg er så træt af det, at jeg er lige ved at eksplodere.

Der er 23 dage, til Cecilie fylder 15. Men hvad er der at fejre, når hun bare vil væk fra det hele?

Fra sin mor, der ikke fatter, at man faktisk har krav på at vide, hvem ens far er.
Fra Sandra og Nadja fra klassen, der pludselig vil lege veninder.
Fra Mikkel, som hun lige kom til at kysse. For man kysser sgu da ikke sin bedste ven?

Cecilie kan ikke mere. Noget er nødt til at ske.

Tre forfattere, tre romaner

Der har været stille lidt. Jeg ved det godt. Jeg er bedst til at få skrevet indlæg her, når der er alle mulige spændende ting at fortælle – ikke når jeg selv skal opfinde den dybe tallerken. Det krudt reserverer jeg vist lige for tiden til mine andre skriveprojekter. Og dem er der en del af! Jeg håber, jeg snart har noget nyt at fortælle på den front …

I mellemtiden vil jeg gerne anbefale det her arrangement med – nå ja, for fanden, mig selv. “Tre forfattere, tre romaner,” hedder det, og det er ikke bare mig, man kan opleve, men også to andre unge forfattere, som jeg kender: Camilla Wandahl og Nicole Boyle Rødtnes.

Både Camilla og Nicole er ligesom jeg aktuelle med bøger for børn og unge. Camilla fortæller om sin pigeserie “Veninder for altid” (Høst & Søn 2010), der handler om fire 11-årige piger, Nicole fortæller om sin ungdomsroman “Bitchen imellem os,” som lige er udkommet på Forlaget Facet.

Jeg fortæller om min ungdomsroman “Hovedet i skyerne” (Høst & Søn 2009). Jeg kommer til at sige noget om, hvilke tanker jeg har gjort mig om “Hovedet i skyerne” før, under og efter skrivningen af bogen. Jeg kommer også til at snakke om de to hovedpersoner, om bogens slutning og om homoseksualitet som et tema i ungdomslitteraturen. Og I kan stille spørgsmål! Lige så mange I vil!

Kom og hør os – det er d. 6. oktober kl. 19:00 i Birkerød Fritidscenter. Læs mere om tilmelding, indhold og priser ved at følge dette link.

Skriveundervisning

Siden sidste efterår har jeg sammen med fire andre unge forfattere, som jeg kender fra foreningen HUF, arbejdet på at sammensætte et program med tilbud om forskellige former for skriveundervisning. Det er nu klar, og det er vores hjemmeside (næsten) også – tjek den ud på www.skriveunderviserne.dk!

Skriveunderviserne tilbyder en række forskellige skriveværksteder, der især er rettet mod undervisningen i de ældste klasser i folkeskolen, men også sagtens kan sættes op i andre sammenhænge.

Man kan læse om samtlige skriveværksteder på ovennævnte hjemmeside, men her er et par smagsprøver:

Ungdomslitteraturværksted

Hvad er ungdomslitteratur? Vi starter med en generel snak om, hvad der er karakteristisk for ungdomslitteratur, og inddrager i den forbindelse nogle korte uddrag fra aktuelle ungdomsromaner samt elevernes egne erfaringer med ungdomslitteratur. Herefter hjælper vi gennem en række enkle øvelser om plot, karakterer, start og slutning eleverne med selv at gå i gang med at skrive starten på en tekst, der henter inspiration i ungdomslitteraturen. Nogle af teksterne kan efterfølgende diskuteres i klassen eller i små grupper.

De forskellige elementer i ungdomslitteraturværkstedet kan vægtes forskelligt, alt efter om der f.eks. ønskes et værksted med hovedvægt på den praktiske eller den mere teoretiske del.

Novelleværksted

Hvordan skriver man en god novelle?

Værkstedet sætter fokus på, hvordan man komponerer en novelle. Eleverne får at vide, hvad en novelle er og snuser til begreber som fortæller, teme og komposition. De lærer Berettermodellen at kende indefra og kommer til at skrive en masse. Et udvalg af elevernes tekster bliver læst højt og diskuteret i klassen. Kurset er egnet som oplæg til eksamensopgaven eller som et indspark til den almindelige undervisning.

Tre forfattere, tre romaner 

Værkstedet sætter fokus på den realistiske ungdomsroman. Eleverne får mulighed for at møde tre forfattere Camilla Wandahl, Caroline Ørsum og Nicole Boyle Rødtnes. Forfatterne har det til fælles, at de alle er unge, og har skrevet en roman til unge med fokus på de nogle af de svære situationer og valg, som unge møder.

Camilla Wandahls roman Så fandens forelsket (2009) handler om Maja og Asta, der begge forelsker sig i den nye dreng i parallelklassen. En lille roman om venskab og tilgivelse.

Caroline Ørsums roman Hovedet i skyerne (2009) fortæller om homoseksualitet. Simon må kæmpe med sig selv for at acceptere sine følelser for gymnasiekammeraten Daniel.

Nicole Boyle Rødtnes’ roman Bitchen imellem os (udkommer efterår 2010) tematiserer pigevold, da Astrid og Katrine begge forelsker sig i drengen Alex og ender deres kamp i et voldeligt opgør.

Forfatterne fortæller om deres bøger og deres indgangsvinkel til det at skrive. Der vil være tid til at stille spørgsmål undervejs.

Du kan læse mere om forfatterne på www.skriveunderviserne.dk

 

Vellykket Genstart-landing

… skriver Politiken. Og det er jeg meget glad for!

Om serien som helhed – men især om de sidste to bind, som får fire stjerner hver – skriver Steffen Larsen i Politiken bl.a.:

“Supertankeren ’Genstart’ er kommet flot i havn. Den har været lidt tung at manøvrere. Men i det store og hele har turen budt på et vellykket mix af hverdag og ulovligheder. I skyggen af et venskab. Egentlig er det mere ’storby noir’ end regulær krimi. Det er den fornemmelse af mørkets gerninger, som bliver hængende i læserens indre gardiner. Og det har nok også været meningen. Jonathan eller ej!”

En analyse, jeg på alle planer er meget enig i. Om “Sporene ender” specifikt skriver Steffen Larsen bl.a., at jeg er god til den livlige dialog, benytter en filmisk fortællestil og stiller skarpt på enkelte scener. Igen er det svært at være uenig. Eller utilfreds. Læs hele anmeldelsen her.

Sporene ender

Sporene ender – 6. og sidste bind i Genstart-serien – er nu på gaden og har egentlig været det i et par ugers tid efterhånden. Jeg venter stadig spændt på anmeldelser i bl.a. Politiken og Berlingske og glæder mig meget til at høre jeres meninger om slutningen!

Arbejdet med det sidste bind i Genstart-serien har været meget specielt. Meget udfordrende og rigtig sjovt på én gang. Der var en masse tråde, der skulle samles, og en masse ønsker – både mine egne idéer til bog 6 specifikt og vores fælles ønsker for afslutningen på serien – der skulle koordineres på en måde, der kom til at give mening i forhold til de fem tidligere bind i serien.

Jeg synes selv, det er lykkedes godt, og jeg er også glad for, at jeg samtidig har fået mulighed for at fortælle videre på historien om Liv, hendes basketambitioner og bearbejdningen af den ubehagelige oplevelse, hun kom ud for i bog 3. Og endnu engang sad jeg selv ved computeren og var ved at dø af skræk, da Liv kom i knibe i historien. For bare et par år siden kunne jeg ikke rigtig forestille mig, at jeg nogensinde skulle skrive en spændingsroman. Nu har jeg prøvet det – to gange – og det har været så sjovt, at jeg godt kunne finde på at gøre det igen. Hvis jeg altså tør … 😉

I den kommende weekend kan jeg sammen med Ina Bruhn og David Meinke opleves på Krimimessen i Horsens. Vi er på programmet søndag d. 11. april kl. 14:00, hvor vi bliver interviewet af Steffen Larsen. Det glæder jeg mig meget til! Læs mere om krimimessen her.