Og igen!

Det er lige før, det kniber med at følge med i disse dage. Nu er det Hovedet i skyerne, der har fået en flot anmeldelse i det nyeste nummer af tidsskriftet Børn & Bøger.

Anmelder Kent Poulsen skriver:

“Endnu en ganske overbevisende debutant har meldt sig på ungdomsforfatterscenen, idet Caroline Ørsum har begået en fin, lavmælt roman om kærlighed, seksualitet og identitet.”

Kent Poulsen skriver bl.a. også, at jeg rammer tidens sprog flot, at romanen udvikler sig “langsomt og smukt med indfølte beskrivelser af vore to altdominerende hovedpersoner” og ender med overordnet at kalde Hovedet i skyerne for “en god og væsentlig bog at blive klog af.”

Jeg klapper i mine hænder – selvfølgelig over den fine omtale, men mindst lige så meget over, at jeg synes, Kent Poulsen ser og beskriver Hovedet i skyernes temaer og kvaliteter på en for mig meget rammende måde. Det gør mig meget glad. Så glad, at jeg ikke kan dy mig for lige at citere endnu en bid af anmeldelsen, som jeg synes er utrolig præcis og rigtig i sin beskrivelse af hovedpersonerne:

“Simon, som har været kæreste med Rebekka gennem længere tid – nu droppet! – og som pludselig rammes af en indre ukendt kraft, vrænger til sig selv: “Jeg er sgu da ikke bøsse.” Men rådvildheden er stor, og noget er sket. Tilsvarende rammes Daniel af en – for ham – stærk kærlighed til Simon, hvor hans liv indtil da har været præget af en mere kontant og flygtig seksualitet med mindre plads til kærligheden. Også her er rådvildheden stor, og noget er sket.”

6 thoughts on “Og igen!

  1. Super mange tak!

    Og ja, det er så 🙂 Det er noget af en tillidsopgave at få tildelt (men en forbandet fed én!)

  2. Hvor er det skidefedt at læse om al den gode omtale og de fantastiske anmeldelser! – og især, som du selv skrev, om den personlige mail fra den unge mand der elskede din bog. Det må være enhver forfatters drøm at det man skriver betyder noget for dem der læser det. Så det er eddermanemer godt gået, Caroline!

    Finger guns og opvendte tommelingre fra Cecilie

  3. OMG, en rigtig kommentar! Jeg var lige ved at komme til at slette den sammen med spam à la: “You have hit the mark. In it something is and it is good idea. It is ready to support you” – som jo ellers giver god mening. He he, tusind tak, Cecilie! Håber, du har det godt, og skal vi måske ikke snart drikke kaffe igen? Det var hyggeligt sidst!

  4. Haha, ja det lyder mildt kryptisk. Og lidt… uhyggeligt, faktisk. Måske skal du aktivere captchaer, hvis du kan? Selvom jeg hader dem inderligt 🙂
    Jo, helt sikkert kaffe snart! Jeg glæder mig til at høre hvordan det hele går – er du egentlig ikke i praktik nu?

Comments are closed.