3, 2, 1, Genstart!

Nedtællingen er ikke bare startet. Den er faktisk slut. I dag udkommer bog 1, 2 og 3 i Genstart-serien på forlaget Høst & Søn.

Bog 1 er skrevet af Ina Bruhn og hedder “Gennem nattens gader”.

Bog 2 er skrevet af David Meinke og hedder “Aberne”.

Og bog 3 er såmænd skrevet af mig og hedder “Den røde sofa”.

Omslagene er designet af Spild af Tid og er – synes jeg – blevet skideflotte. Men én ting er selvfølgelig indpakningen, en anden er indholdet. Serien handler om Mateus, Liv, Nick og Jonathan, fire venner der i bog 1 starter sammen i 1.g på samme gymnasium. Liv og Jonathan bliver kærester, og alt tegner lyst og lovende. Men så begynder Jonathan at opføre sig mystisk. Og en dag efter en fest på gymnasiet er han simpelthen forsvundet …

Læs mere om serien samt gode, lange uddrag af de tre bøger på Høst & Søns hjemmeside: http://www.hoest.dk/hostogson.aspx