Medierne kommer …

… og besøger mig i disse dage. Jeg byder dem på kaffe og småkager, snakker ganske meget og håber, at de vil skrive noget pænt og interessant om mig og i særdeleshed om min bog Hovedet i skyerne.

I dag er jeg i gratisavisen 24timer. På side 20 er der et interview med mig, der handler om, hvordan det er at debutere som ung forfatter, hvad jeg har gjort for at dygtiggøre mig, og hvilke råd jeg kan give til andre unge forfattere. Der er et fint billede af en lidt alvorlig mig, der står lænet op ad lukkede persienner. Meget symbolsk. Der er endda også et godt, lille billede af mig på avisens forside.

Overskriften om, at “Min bog er ikke et litterært eksperiment”, skal nok læses i sammenhæng med den tilhørende nyhedsartikel på samme side (om at “Unge forfattere stormer frem”) for at give mening, for selvfølgelig har jeg ikke noget imod at eksperimentere med litteratur.

Måske tror jeg, at tendensen med flere unge forfattere har mere at gøre med, at der netop nu er mange seriøse og hårdtarbejdende unge forfattere, der er gode til at tage på skrivekurser osv., og som ikke er bange for at tage imod kritik og skrive om.

Jeg er til gengæld ikke helt sikker på, om jeg tror på, at de unge partout kan noget helt særligt, når det kommer til ungdomsbøger, som de ældre forfattere bare ikke kan pga. deres alder. Når jeg tænker på andre ungdomsromanforfattere som f.eks. Bente Clod og Irene Pedersen, som er en del år ældre end mig, men som også skriver for unge læsere, så synes jeg i høj grad, at de på en realistisk og spændende måde er i stand til at fange den rette “ånd” og det rette sprog, som henvender sig til unge læsere.

Så måske handler det mest af alt om at ville ungdomslitteraturen for alvor, at ønske at skrive nogle skidegode ungdomsromaner, som står ved, at de først og fremmest er ungdomsromaner – og hvis der virkelig er en generation på vej frem, som gør netop det, så er det da bestemt en spændende tendens.

Læs artiklen her: http://www.e-pages.dk/24timer/1921/ (skriv side 32 i det lille, hvide felt nederst i midten af billedet, så kommer artiklen frem)

Her for lidt siden blev jeg desuden interviewet til Vesterbro Bladet. Avisen vil bringe et længere interview med mig i en af de kommende uger. Interviewet kom til at handle meget om Hovedet i skyerne. Om hvordan jeg fik idéen til romanen, om personerne, om fortællestilen med de to fortællerstemmer, om homoseksuelles forhold til samfundet og omvendt – og om sexscenerne!

Jeg lover at lægge nærmere information og evt. et link ud, så snart avisen er på gaden.